Gå til hovedindhold

Mad til dit barn

Hver dag spiser børnene hjemmelavet mad fra vores køkkener.

Græskarsuppe
  • Læs op

Indhold

    Duften af mad breder sig hver dag, når der laves mad, og vi har et køkken i alle vores afdelinger. Det, synes vi, er meget vigtigt. Børnene får sund og ernæringsrigtig mad, og børnene er velkomne til at komme forbi og få en snak – og det er forældrene også.

    Maden er primært økologisk. Grønsager fylder det meste af menuen, og på udvalgte dage serveres fisk eller kød. Maden er varieret, så børnene får smagt mange forskellige retter. Køkkenmedarbejderne er uddannet og har viden om, hvordan maden skal sammensættes, så den lever op til de officielle anbefalinger for børn i alderen 0-6 år.

    Børnene er en gang imellem med til at lave mad. Det kan f.eks. være at bage eller lave mad over bål på legepladsen.

    At være sammen

    At spise er meget mere end det, man putter i munden. Måltidet er en helt særlig tid på dagen, hvor vi kan være sammen og nyde hinandens selskab. Her har vi mange gode samtaler.

    Der er meget pædagogik i måltidet. Børn er med til at dække op og hente maden i køkkenet, de lærer at sende maden rundt til de andre og ikke mindst at styre bestik og at få koppen op til munden uden at spilde, hvilket er noget af en udfordring for de mindste. Så vi giver os god tid til at øve.

    Vi bruger meget tid på samtaler, når vi spiser sammen. Vi taler f.eks. om maden. Hvilke farver har maden? Hvor mange kartofler ligger på tallerkenen? Hvordan smager maden – bitter eller sød? Det er med til at træne barnets sprog.

    Vi voksne spiser med for at lære børnene måltidskultur og madmod. Vi hjælper børnene med at få lyst til at prøve mad, hvis der er noget, de endnu ikke har smagt.

    Det praktiske

    • Der serveres morgenmad for de morgenfriske, et lille formiddagsmåltid og frokost. I nogle afdelinger har forældrene også valgt et eftermiddagsmåltid til børnene. Hvis afdelingen ikke har eftermiddagsmåltidsordning, så skal barnet selv have en madpakke med.
    • Har du spørgsmål til den mad, som dit barn spiser her hos os, er du altid velkommen til at komme forbi køkkenet.
    • Der er afstemning hvert andet år, for det er forældrene, som bestemmer, om børnene skal have mad lavet i afdelingens eget køkken.
    • Betaling af frokostordningen sker automatisk via betalingen for selve pladsen.
    • Eftermiddagsordningen (som kun er i nogle afdelinger) foregår særskilt. Den månedlige betaling er 205 kr. Beløbet bliver opkrævet via indbetalingskort, som sendes via eBoks. Det anbefales at oprette en PBS til fast betaling.
    Forrige Næste
    Sidst opdateret: 23. april 2024